Rigsembedsmænd

Ved betegnelsen rigsembedsmænd, herunder rigsråd, rigshofmester, rigsadmiral etc., forstås i Skandinavien især de øverste embedsmænd og politikere under rigsrådskonstitutionalismen, dvs. fra senmiddelalderen til 1600-tallet.

Disse øverste embeder opstod oprindeligt ved hoffet eller hirden, men fra 1200-tallet fik indehaverne funktioner af administrativ, politisk og juridisk karakter, der ændrede dem fra at være kongens mænd til mere at blive rigets repræsentanter, som dermed også kontrollerede kongens magtudøvelse.

I Danmark fandtes fra Valdemarstiden en drost, en marsk, en kammermester og en kansler og fra 1536 en rigshofmester, kongens kansler og rigsmarsken. Fra 1576 blev embedet rigsadmiral tilføjet, og i 1646 fik rigens kansler rang blandt rigsembedsmændene. I den svenske regeringsform fra 1634 nævnes en riksdrots, riksmarsk, riksamiral, rikskansler og riksskattmästare samt fire lavere rigsembedsmænd.

Med undtagelse af kongens kansler havde rigsembedsmændene ikke egne ekspeditionskontorer og ikke klare , hvorfor indehaverne selv kunne præge stillingerne, der typisk blev besat med adelige. Medlemmerne var oprindeligt valgt af kongen, men fra 1648 efter indstilling fra rigsrådet. Titlerne forsvandt med enevældens indførelse i 1660, dog levede kanslertitlen videre et stykke tid.

Se også

• Rigsråd

Kilder

• Den Store Danske